Han indledte sin IT-karriere for over 20 år siden med at installere modemmer som supporttekniker hos en internetleverandør. I dag er Nima Ashaier CIO hos Poolia og Uniflex, hvor han til daglig fungerer som et forbindelsesled mellem virksomhedens tekniske afdeling og ledelsesgruppe: “Jeg får en anden troværdighed, eftersom jeg forstår og kan tale begge sprog”, siger han.

Nima Ashaier

Som CIO er man altid i begivenhedernes centrum. Med teknologi, som konstant udvikles, bliver kravene til forskellige typer informationsstrømme højere. Da IT-boblen brast omkring årtusindskiftet, valgte Nima at fordybe sig i projektledelse og salg sideløbende med studierne på Uppsala Universitet – noget, som i kombination med hans brændende interesse for IT banede vejen for en karriere hos Uniflex. I 2018 fusionerede Uniflex og Poolia, og det var også det år, hvor Nima tiltrådte stillingen som CIO. Det indebar, at han hurtigt var nødt til at sætte sig ind i alt, hvad en sammenlægning af to selskaber indebærer:

- Uniflex og Poolia arbejdede i samme branche, men havde to helt forskellige fokusområder. Min første udfordring handlede om at få tilstrækkelig indsigt, bl.a. på grund af de to selskabers forskelligheder. Derudover var det en udfordring, at teknikerne og ledelsesgruppen taler helt forskellige sprog. Mit ansvar er at sørge for, at de kan forstå hinanden.

Ud over at arbejde med at mindske risikoen for information gaps, der kan opstå, er det også vigtigt, at man som CIO holder sig ajour med den teknologiske udvikling. Nima brænder for teknologi og gør, hvad han kan for at holde sig opdateret. Han stræber hele tiden efter at lære noget nyt, og han kan mærke, at medarbejdernes adfærd forandres i takt med den teknologiske udvikling: 

- Frem for alt så forventer medarbejderne sig meget mere. Man er nødt til at have en tydelig strategi for, hvordan man formidler information på den rigtige måde. Hos os satser vi meget på fx interaktive kurser, så vores medarbejdere hele tiden føler, at de er “up to date”.

Open source gør det nemt at fejlsøge

Hvordan kan man så sikre, at man bevarer det rigtige udviklingstempo i organisationen? Ifølge Nima er det vigtigt at være lydhør, så man opdager adfærd og potentielle problemer, der kan opstå: 

- Man er nødt til at lære sine kunder at kende. IT er en drivkraft, men det kan også blive en modstandskraft, hvis du ikke arbejder med det på den rigtige måde. Det handler om at vide, hvad man har brug for, og for at vide det, er man nødt til at lære sine kunder bedre at kende. Om tempoet er godt eller ej sikres ved at arbejde med daglig opfølgning.

Nima ser med stor tiltro frem til en udvikling, hvor vi kan forvente samme ydelse i mobilen som på kontoret. Han er overbevist om, at 5G-nettet og WiFi 6 kommer til at gøre os endnu mere mobile:

- Forestil dig, at du har samme kraft i lommen som på din arbejdsplads. AI og machine learning kommer også til at påvirke os mere, selvom det måske i højere grad bliver indirekte. Jeg tror også, at teknologi, som i dag er dyr, bliver mere tilgængelig og præsenteret på en måde, der gør den både mere sikker og billigere. Linux er et godt eksempel. Det var ikke direkte opfundet til “daglig brug”, men henvendte sig til personer med en stor interesse for teknologi. I dag finder du Linux’ teknologi i alt fra biler til TV-apparater. Når man arbejder med open source, kan man desuden foretage temmelig store forandringer med små ressourcer, og det er nemt at fejlsøge med åben kildekode.